Hans hud hang i laser og der kom blod ud af øjnene på en dansk-født mand, der sidste sommer blev overfaldet med syre i den britiske hovedstad.
Da retssagen begyndte ved en domstol i London, fortalte anklageren, at det 25-årige offer efter overfaldet lignede en mellemting mellem en zombi og tegneseriefiguren Hulk.
Den britiske anklagemyndighed er overbevist om, at årsagen skal findes i det forhold, som den dansk-fødte mand havde til en pakistansk kvinde i Londonbydelen Leytonstone.
De mødte ifølge BBC hinanden over Facebook, og danskeren rejste til Storbritannien for at mødes med kvinden. Han havde ellers selv en hustru i Pakistan. Det blev til flere intime møder, men nu er kvinden mistænkt for at have lokket elskeren i en fælde.
Overfaldet skete få minutter efter, at kvinden over telefonen havde bedt den 25-årige om at mødes med hende på en internetcafé. Men på vejen derhen, blev han overfaldet en gruppe maskerede mænd, der hældte syre ud over ham.
Ifølge nyhedsmediet Timesonline fortalte offeret selv i retten, at han måtte holde hænderne for munden for at forhindre, at mændene hældte syren ned i halsen på ham. Samtidig blev han gennemtævet og stukket med kniv.
Ifølge anklager David Markham er kvinden mistænkt for at have lokket manden i en fælle, enten frivilligt eller under pres fra hendes mand, der havde opdaget forholdet.
Både kvinden og manden opholder sig i dag i Pakistan. På anklagebænken er i stedet kvindens bror og fætter samt yderligere en 17-årig bekendt af familien.
Sagen forventes at fortsætte i fire uger.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker