En 38-årig mand er fængslet efter skud på åben gade
Efter et skyderi lørdag aften i Korsør har en mand været på operationsbordet og overlever et skud i maven.
En 38-årig mand er søndag i et grundlovsforhør i Retten i Næstved blevet varetægtsfængslet i fire uger for at skyde mod en mand på åben gade i Korsør lørdag aften.
Manden er sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse, oplyser efterforskningsleder Marianne Roed, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.
Han nægter sig skyldig.
- Han kan ikke erkende drabsforsøg, og han nægtede i øvrigt at udtale sig i retten, siger Marianne Roed.
Ofret er en ét år yngre mand, der natten til søndag måtte på operationsbordet efter at være blevet ramt af et eller flere skud.
Marianne Roed ønsker ikke at oplyse, hvor mange skud der faldt. Hun henviser til, at grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Søndag oplyser politiet, at ofret ikke er i livsfare.
- Det ser ud til, at han klarer skærene, siger vagtchef Jens Frederiksen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der er foreløbig ingen oplysninger om motivet til skyderiet og om de involverede personer og deres relationer til hinanden. Blandt andet ønsker efterforskningslederen ikke at oplyse, hvor i Korsør skyderiet fandt sted.
Politiet arbejder søndag fortsat på gerningsstedet for at sikre sig spor efter skyderiet, som politiet fik en anmeldelse om lørdag aften ved 21-tiden.
Ifølge TV Øst er manden blevet ramt i maven af et skud fra et haglgevær. Skuddet blev angiveligt affyret på klos hold.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde