En blev anholdt i Nakskov: Kidnapningssag tager drejning - politi frigav foto af offer
Arkivfoto: Anders Knudsen
.
På Midtsjælland blev nøgen mand tævet og truet. Politiet håber at kunne få oplysninger om hans identitet. Den ene af de sigtede i kidnapningssag blev i efteråret anholdt i Nakskov.
Opdateret: Politiet har fundet frem til offeret, og vi har derfor fjernet billedet af manden, som tidligere fremgik i denne artikel.
Politiet har onsdag frigivet et foto af en forslået mand med gaffatape viklet om hovedet.
Det sker i et forsøg på at få sat navn på manden, der angiveligt har været offer for en grov kidnapning i bandemiljøet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Her håber politikommissær Michael Andreassen på hjælp fra offentligheden.
- Det kan være familie, naboer, kolleger, skolelærere eller andre, der genkender ham, siger han.
På fotoet er manden afklædt på nær underbukser. Der er blod i panden og på kinden.
Billedet stammer fra en video, som politiet har fundet på en mistænkt gerningsmands telefon. På optagelsen udsættes manden for vold og trusler.
- Der er våben involveret, siger Michael Andreassen om det, der foregår på videoen.
Han medgiver, at det er et meget usædvanligt skridt for politiet at offentliggøre fotoet af et offer i en kriminalsag.
Tilladelsen blev givet af Retten i Roskilde i en kendelse i mandags.
- Det er afgørende for efterforskningen, at vi får mulighed for at afhøre manden omkring hændelsesforløbet, udtaler politikommissær Michael Andreassen.
Der er også en menneskelig dimension i efterlysningen: Politiet vil gerne sikre sig, at manden har det godt, lyder det.
Anholdt i Nakskov
25. september var Midt- og Vestsjællands Politi massivt til stede i Nakskov.
Her blev en mand i 20'erne anholdt og sigtet for at have medvirket i den voldsomme sag fra Osted i Lejre Kommune, hvor en 44-årig mand om aftenen den 16. september blev tvunget ind i en bil, kidnappet og efterfølgende holdt frihedsberøvet.
Manden, der blev anholdt i Nakskov, var, inden sagen i Osted, allerede eftersøgt af politiet. Han er nemlig udeblevet efter udgang fra fængslet, hvor han skulle være returneret til 12. maj.
Videoen af det ukendte offer blev optaget i Jystrup på Midtsjælland 9. september sidste år og er fundet på en af gerningsmændene fra Osted-sagens telefon. Jystrup ligger få kilometer fra Osted, hvor manden syv dage senere blev set blive tvunget ind i en bil.
I Osted-sagen kender politiet derimod offeret. Denne mand var frihedsberøvet i godt 12 timer, før det lykkedes ham at slippe fri.
Først blev han holdt fanget netop på den adresse i Jystrup, hvor det ukendte offer blev afklædt, tævet og truet. Derefter blev han flyttet til et par steder i Haslev, oplyser politiet.
Ti sigtet i Osted-sagen
I sagen er i alt ti mænd er sigtet, og blandt dem er personer med forbindelse til rockergruppen Comanches, oplyser politiet. Nogle er sigtet for at have deltaget i begge frihedsberøvelser.
Hos politiet håber man nu på at kunne få identificeret manden fra fotoet.
- Han ved ikke nødvendigvis, at vi leder efter ham, siger politikommissæren.
Hvorvidt manden i 20'erne, der blev anholdt i Nakskov, også er indblandet i sagen om det ukendte offer, melder politiet intet om.
Seneste artikler
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik