En dræbt og flere kvæstet i trafikulykke

Et frontalt sammenstød mellem en personbil og en bus kostede fredag eftermiddag en 35-årig mand livet, mens fem personer er kvæstet, heraf en alvorligt.

Ulykken skete på Haderslevvej ved Genner nord for Aabenraa.

- Den 35-årige ville overhale lastbilen og blev formentlig blændet af solen og overså derfor bussen, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved sammenstødet blev føreren af personbilen dræbt på stedet. Hans syvårige datter, der var med i bilen, slap umiddelbart uskadt fra ulykken, men er bragt til sygehuset til observation.

Bussens chauffør er alvorligt kvæstet blevet fløjet til Odense Universitetshospital i helikopter. Af de omkring 15 passagerer i bussen er tre bragt til Aabenraa Sygehus med lettere kvæstelser. De øvrige er kørt til rutebilstationen i Aabenraa.

Lastbilen, som den 35-årige var ved at overhale, fortsatte efter ulykken, og politiet vil gerne i kontakt med chaufføren.

- Det er ikke, fordi han har gjort noget galt, men vi vil gerne høre, om han bemærkede noget i forbindelse med ulykken, siger vagtchefen.

/ritzau/

En mand mistede livet, og flere blev kvæstet, da en bus og en personbil kørte frontalt sammen i Sønderjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret