En mand er fundet død på hotel i Brøndby
Politiet oplyste lørdag eftermiddag, at de undersøgte en alvorlig forbrydelse mod en person på et hotel.
En mand er lørdag fundet død på A Hotels i Brøndby.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Manden opholdt sig på et lejet værelse på hotellet som gæst. Han er død under omstændigheder, som medfører, at dødsfaldet efterforskes som drab, skriver politiet.
De pårørende er endnu ikke underrettet, skriver politiet klokken 21.50.
Politiet oplyste tidligt lørdag eftermiddag, at de havde modtaget en anmeldelse fra hotellets personale klokken 12.15. Kort efter lød det fra politiet, at det undersøgte et mistænkeligt forhold på hotellet.
Senere på eftermiddagen kunne vagtchef ved Københavns Vestegns Politi David Borchersen oplyse til Ekstra Bladet, at der var tale om en alvorlig forbrydelse mod en person på et af hotellets værelser.
Han fortalte desuden, at politiet havde seks-syv patruljer på stedet.
Politikredsen skriver lørdag aften, at dets arbejde på og omkring hotellet vil fortsætte ud på natten. Drabsefterforskningen er i sin indledende fase.
Vagtchefen oplyste klokken 17.00 til Ritzau, at der endnu ikke er nogen anholdte i sagen, men at politiet "har nogle personer i kikkerten, der kan have en relation til det, der er sket på hotellet".
Politiet har tidligere fortalt, at det ikke ser ud til, at hændelsen har en forbindelse til bandemiljøet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker