Én person er død efter skudepisode i Rødovre
Politiindsats omkring Islevbrovej i Rødovre fredag den 3. december 2021. Politiet oplyser, at de er massivt til stede på Islevbrovej i Rødovre i forbindelse med skyderi. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
En person er død efter at være blevet ramt af skud i Rødovre. En anden er alvorligt kvæstet, oplyser politiet.
Politiet er fredag eftermiddag fortsat massivt til stede i forbindelse med et skyderi på Islevbrovej i Rødovre, hvor tre personer er blevet ramt af skud.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Én af de tre er fredag eftermiddag afgået ved døden. En anden er i kritisk tilstand, oplyser politiet.
Rødovre Lokal Nyt har talt med et vidne, der fortæller, at to maskerede mænd kom ind i frisørsalonen og skød mod ejeren og en mand, der også befandt sig på stedet.
Ejeren skulle ifølge vidnet være blevet ramt i maven, mens manden er ramt i halsen.
Desuden skulle en 15-årig skoleelev, der ventede på at blive klippet, være kommet til skade med sin hånd. Det skriver politikredsen.
Politiet oplyser dog ikke, om drengens håndskade skyldes, at han er blevet ramt af skud. Det fremgår heller ikke, hvem af dem der har mistet livet.
Drengen går på en nærliggende skole. Rødovre Kommune har i den forbindelse iværksat nogle hjælpeforanstaltninger til både elever og forældre.
Billeder, som blandt andet B.T. og TV 2 Lorry har bragt, viser, at der tidligere har været kampklædte politibetjente på stedet, ligesom der også holdt en ambulance bag en afspærring.
Ifølge en person med bopæl tæt på gerningsstedet har bevæbnet politi været rundt og lede i haver i nærheden efter gerningsmændene.
Vidner til skyderiet opfordres til at henvende sig til Vestegnens Politi.
Meldingen om skyderiet kommer, dagen efter at en mand i tyverne blev skudt og dræbt på Nørrebro i København.
To personer er fredag blevet varetægtsfængslet i sagen. Det drejer sig om to mænd på 18 og 21 år. De skal i første ombæring sidde fængslet frem til 22. december.
Politiet fortæller, at den dræbte på Nørrebro er kendt i bandesammenhæng.
Det er uvist, om der er en forbindelse mellem dette drab og skyderiet i Rødovre.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde