Endnu en kvinde forsøgt voldtaget i Randers
Den samme mand kan stå bag to voldtægtsforsøg i Randers lørdag og søndag. Østjyllands Politi efterlyser nu vidner til de to overfald.
En 36-årig kvinde alarmerede politiet om et voldtægtsforsøg ved Randers Realskole klokken 06.55 søndag morgen.
Kvinden gik alene hjem fra Randers centrum og gerningsmanden har formentligt fulgt efter hende. Kvinden blev overfaldet med slag mod ansigtet, og gerningsmanden tvang han hende med et greb om halsen til at trække bukser og trusser ned.
I det samme kom et vidne forbi og kvinden så sit snit til at flygte fra gerningsmanden.
Kvinden og vidnet beskriver gerningsmanden som en dansk mand, 25 -30 år, 180 - 185 centimeter høj, almindelig af bygning med lidt mave, kort lyshåret - til ørerne og glatbarberet i ansigtet.
Gerningsmanden bar ikke briller og handsker og kvinden så ikke eventuelle ringe på fingrene eller andre særlige kendetegn.
Gerningsmanden var iført et mørkt jakkesæt eller habit af en slags, postkasserød skjorte og et slips - muligvis lyst.
Østjyllands Politi henleder opmærksomheden på en tilsvarende hændelse som skete natten til lørdag i samme område.
Efter besøg i Storegade i Randers midtby gik en 19-årig kvinde omkring klokken 0500 via Skær-Igennem, og undervejs tog en mand, der kom bagfra fat i hendes arm.
Han skubbede hende ind i en baggård tilhørende Brødregade 25A og begyndte at beføle forurettede. Kvinden skubbede til manden, ligesom hun tildelte ham en lussing, hvorefter hun løb fra stedet.
Kvinden beskriver gerningsmanden som mand, 20-25 år, 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning, med kort hår og iført mørkt tøj. Manden talte med lokal dialekt.
Østjyllands Politi undersøger, om der kan være tale om samme gerningsmand i begge sager og vil i begge tilfælde gerne høre fra vidner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned