Endnu en person tog evakueringsfly trods dansk udvisning
Et SAS-evakueringsfly fra Dubai landede søndag i Københavns Lufthavn i Kastrup. Her står blandt andre betjente klar til at tage imod de evakuerede mennesker for at kontrollere oplysninger og bekræfte identiteten på de mange mænd og kvinder. To mænd er i forbindelse med kontrollen blevet anholdt og sigtet for at have brudt et indrejseforbud. Senest skete det natten til tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet har anholdt og sigtet en mand for at overtræde indrejseforbud i forbindelse med evakuering fra Kabul.
En 31-årig mand, der er ankommet med evakueringsfly fra Afghanistan til Danmark, er anholdt. Han er sigtet for at have overtrådt et indrejseforbud.
Ved Retten i Roskilde blev han i november 2016 idømt et forbud mod at rejse ind i Danmark. Forbuddet var gældende frem til 1. februar 2023, men manden har altså fået dansk jord under fødderne allerede nu.
Tirsdag formiddag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Dommervagten i Københavns Byret. Her valgte dommeren at opretholde mandens anholdelse i tre døgn.
Det betyder, at politiet har 72 timer til at efterforske sagen nærmere.
Manden erkender, at han var bevidst om sit indrejseforbud, men hævder, at han sammen med sin kone og to små børn fik lov at blive evakueret til Danmark, da han har arbejdet for de danske myndigheder i Kabul.
Ved retsmødet fortalte han om en mailkorrespondance, og den skal politiet nu se nærmere på. Efter tre gange 24 timer vil der i et nyt retsmøde blive taget stilling til, om manden skal varetægtsfængsles.
Manden blev anholdt natten til tirsdag kort før klokken 03.30 i forbindelse med en kontrol i lufthavnen ved ankomst. Her står blandt andre betjente klar til at undersøge de evakueredes oplysninger nærmere.
Det er anden dag i træk, at Københavns Politi anholder en person, der er rejst til København fra Kabul med evakueringsfly.
Mandag blev en 23-årig mand varetægtsfængslet i 24 dage for at have rejst til Danmark med evakueringsfly, selv om han ved en dom sidste år blev udvist for bestandig.
Den 23-årige kom til Danmark søndag. Han havde hverken pas eller andre id-papirer på sig og havde brugt sin brors navn for at komme om bord på flyet, lyder det i sigtelsen mod ham.
Ved Østre Landsret blev han sidste år idømt et forbud mod at rejse ind i Danmark nogensinde igen, og derfor blev han anholdt, så snart politiet fik styr på hans rigtige identitet i forbindelse med kontrollen i lufthavnen.
I landsretten blev han straffet med knap fire års fængsel og udvisning for at have været i besiddelse af skydevåben. Han har også haft tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia.
Han blev i juli 2021 sendt ud af landet via Istanbul i Tyrkiet. Den 31-årige blev udsendt af Danmark i januar 2017.
De to mænd har været passagerer på de evakueringsfly, som i den seneste tid har fløjet danskere og afghanere, som for eksempel har arbejdet for danske styrker, ud af det kriseramte Afghanistan.
Seneste artikler
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag