Endnu en ung mand er fængslet for overfald på gravid
En 16-årig mand blev tirsdag ved Retten på Frederiksberg varetægtsfængslet for et voldeligt gaderøveri i Valby i København, der gik ud over en gravid i syvende måned.
Dermed er to mænd fængslet for røveriet, der skete den 23. januar, da den 42-årige gravide kvinde var på vej hjem med et større kontantbeløb i tasken.
Mændene er begge sigtet for rå og brutal vold ved at sparke kvinden i maven og for at have frarøvet hende 29.500 kroner.
Den 16-årige blev mandag udleveret fra Sverige, hvor han sammen med en anden var blevet genkendt på Malmø Centralstation.
For en uge siden blev den første af de mistænkte - en 18-årig mand - udleveret og varetægtsfængslet.
Begge er foreløbig varetægtsfængslet indtil 11. marts, men på grund af sin unge alder skal den 16-årige tilbringe tiden på en institution.
Det er sparsomt med oplysninger om mændene, hvis identitet det har voldt politiet en del besvær at få fastslået.
Efterforskningsleder Kim Refshammer fra Station City hos Københavns Politi siger til Ritzau, at den 16-årige ikke er dansk statsborger, men ifølge efterforskningslederen i forvejen kendt af dansk politi for "anden kriminalitet".
Grundlovsforhøret tirsdag foregik for lukkede døre, fordi politiet fortsat leder efter to andre mænd, der menes at have deltaget i det voldelige gaderøveri.
- Vi efterforsker fortsat sagen, og derfor ønsker jeg ikke at udtale mig om hans rolle og hans stillingtagen i sagen, siger Kim Refshammer.
Politiet mener, at fire mænd fulgte efter kvinden, da hun var på vej hjem med S-tog og bus. På Kærskiftevej i Valby overfaldt de kvinden, sparkede hende i maven og tog hendes taske.
Dansk politi har offentliggjort billeder fra overvågningskameraer af fire mænd. Det er på baggrund af disse billeder, at de to unge mænd blev genkendt af vagtpersonale på stationen i Malmø, hvor de blev pågrebet med en stjålet tegnebog.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde