Endnu et hollandsk skib er taget for ulovlig fiskeri i Nordsøen
På billedet ses en anden bomtrawler fra Holland, der stødte på grund mellem Løkken og Nr. Lyngby tilbage i 2020. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En hollandsk bomtrawler blev i weekenden taget af Fiskeristyrelsen i at fiske med ulovlige redskaber.
Endnu et hollandsk fiskefartøj er blevet taget i at fiske med ulovlige redskaber i Nordsøen.
Det oplyser Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.
Sagen er endnu ikke færdigbehandlet. Fiskeristyrelsen vurderer dog foreløbigt, at sagen vil blive anmeldt til politiet med et bødekrav på op til 400.000 kroner.
Tidligere i maj og i april blev to hollandske fiskefartøjer politianmeldt for ulovligt fiskeri efter rødspætter i et yngleområde i Nordsøen.
Alle tre skibe er bomtrawlere. Det er et fiskefartøj, der bruger et trawl, som slæbes hen over havbunden.
I den seneste sag fra weekenden opdagede Fiskeristyrelsens kontrolskib "Vestkysten", at den hollandske bomtrawler fiskede med ulovlige inderposer i trawlene.
En inderpose er en ulovlig, fintmasket fangstpose, som er monteret inden i det lovlige trawl, lyder det i pressemeddelelsen.
Fiskeri med inderpose forhindrer små fisk i at slippe ud af trawlet og er et brud på reglerne, skriver Fiskeristyrelsen videre.
- Når man fisker med inderposer, fanger man også de mindste fisk i bestandene. Det er et klart brud på EU’s fælles fiskeripolitik, der skal sikre et bæredygtigt fiskeri, siger Jesper Bech Eiersted, skibsfører på "Vestkysten", i pressemeddelelsen.
- Ud over de ulovlige inderposer blev det under fiskerikontrollen konstateret, at der ligeledes foregik ulovligt udsmid af fisk. Ifølge reglerne skal den fulde fangst altid medbringes i land, så der kan afskrives de rette mængder fisk på kvoterne.
Fiskeristyrelsen oplyser videre, at en samlet oversigt over større overtrædelsessager og politianmeldelser i 2022 forventes offentliggjort i midten af juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned