Erstatning for uberettiget fyring

Fyret fordi hun passede sin alvorligt syge søn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Familiemedlemmer har ret til fravær, hvis deres børn eller ægtefæller er alvorligt syge. Det er følgen af en principiel dom i Østre Landsret, hvor en mor har fået 70.000 kroner i erstatning, fordi hun blev afskediget på grund af sin søns sygdom.

Forældre, der må sygemelde sig, fordi deres børn lider af en alvorlig sygdom, behøver altså ikke at frygte for deres job. Den aktuelle sag, som HK har ført for et kvindeligt medlem, tager sin start i marts 2008, hvor kvinden blev ansat i job som kontorassistent på en skole på Lolland. Kun få måneder senere blev medlemmet afskediget.

Det skete 13. maj, hvor hun modtog et brev fra skolen om, at hun var blevet afskediget på grund af et stort fravær, og fordi hun ikke vil kunne varetage de arbejdsopgaver, som skolen havde forventet.

Kort tid efter at kvinden var startet i sit nye job, blev hendes søn syg med en alvorlig tarmlidelse. Han blev akut indlagt på Nykøbing Sygehus 6. maj og senere overflyttet til Hvidovre Hospital. Moderen var indlagt sammen med sin søn en uge, og det førte til, at hun blev afskediget.

Med dommen har Østre Landsret stadfæstet, at det er i strid med loven om retten til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager at afskedige medarbejdere, der har fravær på grund af børns alvorlige sygdom.

- Landsretsdommen er den første af sin art. Og den er vigtig, fordi den viser, at man har ret til fravær fra sit arbejde, hvis ens ægtefælle eller barn lider af en alvorlig sygdom, siger faglig sekretær i HKs juridiske kompetencecenter, Hugh Alexander Child til Nyhedsmagasinet HK. Dommen fra Østre Landsret er en stadfæstelse af en dom fra byretten i Nykøbing F.

Skolen på Lolland er blevet dømt til at betale en erstatning på tre måneders løn svarende til 70.000 kroner til kvinden. Efter aftale med familien vil HK hverken oplyse, hvem familien er eller hvilken skole på Lolland, der er tale om./ritzau