Esbjergensere kan igen bevæge sig udendørs efter rekordregn
I flere timer blev al unødig udkørsel frarådet i Esbjerg, men fredag aften kan esbjergensere igen køre afsted.
Fra midnat og frem til klokken 18 fredag er der faldet 144,6 millimeter regn i Esbjerg. Det er ifølge DMI det højest målte døgnnedbør, siden man begyndte målingerne i 1874.
På det sociale medie X skriver DMI, at det er det dobbelte af "klimanormalen for hele september måned". Klimanormalen er den mængde nedbør, der er faldet i gennemsnit gennem en 30-årig periode.
Fra klokken 17 til efter klokken 20 bad Syd- og Sønderjylland folk i Esbjerg om at blive indendørs. Men klokken 20.22 lyder det i en ny melding på det sociale medie X, at det ikke længere frarådes.
- Vi fraråder ikke længere al unødig udkørsel i Esbjerg Kommune, men beder borgere være meget agtpågivende i forhold til vand på vejbanen og mulig underminering - især her i mørket.
- Vi har fortsat kritiske steder. Følg skilte og respekter afspærringer, lyder det i opdateringen.
Tidligere fredag eftermiddag oplyste politiet, at flere veje var spærret i kommunen, da flere veje og viadukter stod under vand.
Ved en viadukt kom fire biler under vand, og fire personer måtte reddes ud.
På E20 Esbjergmotorvejen er der så meget vand på kørebanen, at motorvejen er helt spærret ved afkørsel 74 Esbjerg Lufthavn, skriver politiet.
- Vejen forventes genåbnet i løbet af aftenen. Der er kødannelser på strækningen og på omkørselsruterne, og vi forventer først normal trafik sidst på aftenen.
Også togtrafikken er ramt, da DSB er blevet nødt til at stoppe togtrafikken på strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg på grund af de store mængder vand.
Der vil ikke blive indsat togbusser på strækning, fordi politiet har frarådet al unødig kørsel, skriver DSB i en opdatering på dets hjemmeside.
Også i Vejle giver store mængder nedbør problemer. Her er flere gader oversvømmet. Det gælder blandt andet Vedelsgade, Vesterbrogade og Stalsgårdsgade.
Flere steder er der også slukket præventivt for strømmen. Borgere i de berørte områder vil blive informeret om slukningen per sms.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har fredag varslet kraftig regn og lokale skybrud i Syd- og Midtjylland.
DMI's varsel gælder fra fredag morgen klokken 05.00 til klokken 20.00 fredag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker