Et kilo kokain udløser 20 års fængsel til narkohandlere

Politiet ventede ved bopælen i Horsens, da en 27-årig kvinde og en 30-årig mand vendte hjem efter at have købt et kilo kokain i Esbjerg. Nu har retten idømt i alt fire personer fængsel i tilsammen 20,5 år. Foto: Free/Www.colourbox.com

Retten i Horsens har idømt tre mænd og en kvinde fængsel i sammenlagt 20 år i sag om et kilo kokain.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre mænd og en kvinde er fredag idømt tilsammen 20,5 års fængsel i en narkosag ved Retten i Horsens.

Det oplyser Task Force Vest, der har efterforsket sagen gennem længere tid.

De tre mænd på henholdsvis 30, 33 og 35 år blev fundet skyldige i besiddelse af et kilo kokain med henblik på videresalg.

En 27-årig kvinde blev dømt for sin medvirken, da hun var til stede ved afhentningen af kokainen i Esbjerg.

Hun var også med til at transportere narkoen fra Esbjerg til en adresse i Horsens, hvor kvinden og en af de dømte mænd bor.

Ved bopælen ventede politiet på parret, som blev anholdt sammen med den 35-årige mand, som ankom til bopælen, mens politiet var der.

Bagefter blev den fjerde person i sagen anholdt.

Retten idømte den 30-årige mand otte års fængsel, mens den 33-årige og den 35-årige mand fik hver fem års fængsel.

Kvinden blev idømt to et halvt års fængsel.

Alle fire anker dommen.