Evakuering af station lammer togtrafik

En utæt jernbanevogn med propangas lammede mandag eftermiddag togtrafikken på Sydsjælland.

Omkring kloken 13 opdagede man, at der sivede gas fra vognen, der står på Næstved Station. Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi valgte derfor at afspærre området i en - ifølge DSB - radius af 300-350 meter, hvilket betød at folk, der opholdt sig på perronen, også blev evakueret.

Klokken 16.00 var området ifølge DSB stadig afspærret, og her skulle politiet ifølge Folketidende.dks oplysninger have påbegyndt arbejdet med at nedkøle tanken og tømme den over i en lastbil.

Afspærringen af stationen betyder, at al togdrift til og fra Næstved Station er instillet. Martin Larsen, der er kommunikationsmedarbejder hos DSB, oplyser, at der derfor lige nu kun kører tog til og fra Ringsted, Holme-Olstrup og Lundby. Fra de tre stationer er der dog indsat busser, som vil køre en gang i timen til og fra Næstved. Her holder de ved Kvægtorvet i byen.

Passagerne skal på grund af skiftet mellem tog og bus dog regne med en forlænget rejsetid på cirka to timer. DSB oplyser desuden, at man forventer, at der vil køre busser til og fra Næstved frem klokken cirka 19, hvor problemet forventes at være løst.

Afspærringen af stationen betyder også, at Movias busser vil holde et stykke fra stationen. Også her skal man regne med forsinkelser.

Foto: Jan Knudsen

Et brud på en gastank betød, at området omkring Næstved Station mandag eftermiddag blev evakueret, og at al togdrift til og fra stationen blev indstillet.

Offentliggjort Sidst opdateret