Fængselsansatte: Betænkeligt bandeforbud bliver dyrt
Forbuddet betegnes som et "alternativt" og "vidtgående" våben af justitsministeren. Hvis det brydes, skal det udløse fængselsstraf. Foto: Free/Colorbox.dk
Colorbox.dk
Bandekriminelle vil ignorere forbud om at komme i bestemte områder, forudser formand for forening.
Regeringens forslag om at give rockere og bandemedlemmer forbud mod at vise sig i områder, hvor de har begået kriminalitet, kan blive dyrt.
Sådan lyder det fra John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen, som organiserer de civilt ansatte i fængselsvæsenet. Fængselsformanden kalder samtidigt forslaget "betænkeligt".
- Det er, som om vi bliver blændet, når det drejer sig om rocker- og bandekriminalitet. Vi glemmer, hvad det er for nogle grundlæggende værdier, vores samfund bygger på, fordi vi vil rocker- og bandementaliteten til livs.
- Vi kan ikke acceptere den slags kriminalitet. Det skal vi selvfølgelig heller ikke, men vi bliver blinde overfor, hvad det betyder for vores retssamfund.
Forslaget er en del af regeringens nye bandepakke "Bander bag tremmer", som præsenteres i sin fulde længde lørdag.
Og forbuddet betegnes som et "alternativt" og "vidtgående" våben af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i Berlingske. Hvis det brydes, skal det udløse fængselsstraf, understreger han:
- For hvad nytter det, at de har siddet et, to, tre år i fængsel, hvis de går tilbage til de samme områder og tror, at de skal styre dem som små konger - eller kongens hjælper, siger Søren Pape til Berlingske.
- Derfor siger vi, at de skal få denne dom oveni. Der kan være steder på Nørrebro, dele af Vollsmose eller andre steder, hvor man simpelthen ikke kan færdes, fortsætter han.
John Hatting vurderer, at flere vil ignorere forbuddet, som kan få den stik modsatte effekt.
- Og derudover vil de slet ikke kunne se meningen med det. Så de vil fortsætte med deres kriminalitet og blive endnu mere forråede og ligeglade med det etablerede samfund, siger han.
De bandekriminelle vil derfor ryge ind og ud af fængslerne i længere og længere tid, forudser formanden. Det vil koste samfundet flere penge, fastslår han.
- Og det er spørgsmålet, om vi vil bruge pengene på det, når det alligevel ikke virker. Så kan man selvfølgelig stille sig til tåls med, at de sidder i fængsel.
- Men samfundets idé med det her er jo, at de skal straffes og ud af kriminaliteten. Og det lykkes jo sådan set i en hel del tilfælde. Det er klart, at det er vanskeligere, når det handler om bandekriminelle. Men det kan lade sig gøre, siger John Hatting.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde