Fængselsbetjente udsættes oftere og oftere for vold
274 gange er en fængselsbetjent blevet udsat for vold eller trusler i år. Det er en stigning på 34 procent.
Tirsdag aften blev en fængselsbetjent skudt tre gange i benet foran Nyborg Fængsel, da han mødte på arbejde.
Og det sker oftere og oftere, at ansatte i landets fængsler og arrester bliver overfaldet, mens de er på job. Det viser tal fra Kriminalforsorgen.
I årets første seks måneder har der været 274 episoder, hvor en indsat har truet eller begået vold mod en medarbejder. Det er en stigning på 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor tallet var 204.
Forklaringen på stigningen er ifølge Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, der blandt andet organiserer landets fængselsbetjente, at flere hårdkogte kriminelle sidder fængslet.
- I disse år sender vi alle, vi kan, i fodlænker og ud i samfundstjeneste. Det betyder, at dem, der sidder tilbage i fængslerne, i høj grad er dem, der reagerer med vold og sidder med meget grovere kriminalitet bag sig, siger han.
Samtidig oplever de ansatte oftere umotiverede overfald, fortæller Kim Østerbye.
- Vi ser oftere overfald, der kommer ud af intetheden. Sammenlignet med tidligere ser vi i dag oftere nogle, der slår først. Det vil sige, at de slår fuldstændig umotiveret, så snart en ansat åbner døren. Det har vi ikke set i samme omfang før.
Formanden for Fængselsforbundet peger samtidig på bandegrupperingerne som de fanger, der i særlig grad ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt i fængslerne.
Kim Østerbye mener, at det er bandernes måde at sende et signal til betjentene om, at de vil sætte sig på magten i fængslerne.
Han understreger, at han ikke køber argumentet med, at stigningen skyldes, at fængslerne er blevet bedre til at registrere overfaldene.
- Jeg tror ikke, at vi bare bliver bedre og bedre til at registrere overfald. Jeg tror, at vi har nået det niveau, hvor registreringen faktisk fungerer, siger han.
Justitsminister Søren Pind (V) har taget skarp afstand fra overfaldet i Nyborg.
På Facebook skriver han, at regeringen vil skærpe straffen med en tredjedel for overfald på personer i offentligt hverv. Det sker med respektpakken, som han i maj fremlagde med de borgerlige partier.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker