Fængselsformand rystet over løs hash-kontrol
- Jeg er både rystet og chokeret.
Sådan lyder reaktionen fra formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, på, at fængselsbetjente ser gennem fingre med hashrygende fanger.
Fængselsforbundet repræsenterer 3600 ansatte i de danske fængsler.
- Jeg synes, det er et fuldkomment fejlskøn, og det viser, at hash har frit slag visse steder. Hvis ikke vi gør op med den mentalitet, så mener jeg, at vi overskrider de beføjelser, som vi er sat i verden for at udføre, siger Kim Østerbye til Ritzau.
Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at flere end tre ud af fire betjente bøjer reglerne for at opretholde ro og orden i fængslerne.
De ansatte tillader hash, fordi det sløver de indsatte og er en form for selvmedicinering af personlige problemer, så der opstår mindre ballade, fortæller de ansatte selv. Men den holdning er helt skæv, mener betjentenes fagforening.
- Det går ikke at se igennem fingre med ulovligheder for at få fred og ro, eller fordi det er synd for nogen. Det er fuldkomment forfejlet, fortæller fængselsformanden.
Det kan dog i visse tilfælde være i orden at vende det blinde øje til, hvis det sker med det formål at motivere de indsatte til at stoppe misbruget.
- Jeg kan godt se, at man bruger dømmekraften og lader det passere i få tilfælde, men kun hvis man dagen efter tager en snak om at få de indsatte ud af misbruget og på den måde bruger det som motivation, forklarer han.
Allerede fredag vil undersøgelsen om fængselsbetjentes holdning til hash komme på dagsordenen i Kriminalforsorgen, der driver de danske fængsler. Der skal gøres noget, mener formanden.
- Jeg vil på et møde i dag (fredag, red.) med Kriminalforsorgen drøfte, hvordan vi håndterer det her, før der kommer en minister og farer ud, at nu skal vi tage os sammen. For det løser ikke noget, siger Kim Østerbye.
I visse tilfælde kan dømmekraften træde til i stedet for firkantede regler, men kun hvis målet er at stoppe misbruget og resocialisere de indsatte, mener fængselsformanden.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker