Fængselskrav mod statsansatte: dyr udsat for mishandling
To ansatte i Naturstyrelsen bør ifølge anklagemyndigheden straffes for dyremishandling i sag om kvæg på Mols.
Anklagemyndigheden kræver to ansatte ved Naturstyrelsen idømt fængsel i sag om statsejet kvæg i Mols Bjerge, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Specialanklager Katrine Klausen fortæller til Ritzau, at de tiltalte er henholdsvis en driftsansvarlig og en ledende medarbejder.
Sagen angår kvæg, der indgår i naturplejen i området, og som under et kontrolbesøg i foråret 2021 blev vurderet til at være vanrøgtet.
Østjyllands Politi oplyser, at 77 dyr har været udsat for uforsvarlig behandling. I flere tilfælde har det endda karakter af dyremishandling.
Naturstyrelsen oplyste onsdag, at den var tiltalt i sagen og fortalte i samme ombæring, at en ledende medarbejder var fritaget for tjeneste.
Men det er altså ikke bare styrelsen, der som myndighed bærer et ansvar, vurderer anklagemyndigheden. To medarbejdere skal også stilles til ansvar for brud på dyreværnsloven, lyder vurderingen.
Anklagemyndigheden vil dels kræve de to medarbejdere idømt fængsel, og derudover kræves de frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte dyr, lyder det i pressemeddelelsen.
Der var tilbage i 2021 flere beretninger om dødt kvæg i Mols Bjerge. Landbrugsavisen skrev dengang om en tilsynsrapport fra Kvægdyrlægerne Djursland. En rapport, som blev lækket til medierne.
Rapporten berettede om stude, som var sultet ihjel, drægtige køer, som fødte døde kalve, en dødeligt forgiftet ko samt andre dyr, der fremstod afmagrede.
I rapporten var det beskrevet, at dyrene var så desperate, at de forsøgte at leve af bark på træer. Barken var gnavet af i en højde op til to meter.
- Der er tale om en alvorlig og ganske omfattende sag, som har krævet en større indsats for politiet at efterforske, mens det også efterfølgende har været nødvendigt at forelægge sagen for flere øvrige myndigheder, siger specialanklager Katrine Klausen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i politiets pressemeddelelse.
Mens de ansatte kræves straffet med fængsel og rettighedsfrakendelse, er kravet mod styrelsen en bøde.
Østjyllands Politi har ikke oplyst, hvor stort bødekravet er.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker