Fængslet i fire uger efter overfald

En 49-årig mand skal sidde i varetægt i fire uger efter grov vold mod en 45-årig mand fra Holeby torsdag aften i Nygade i Nykøbing.
Ved et grundlovsforhør fredag formiddag fandt Retten i Nykøbing, at der var beviser nok til at fængsle den 49-årige.

Flere vidner havde set dele af volden, og der var blodspor, som førte fra gården, hvor ofret blev fundet, hen til den 49-åriges lejlighed.
 
Selv nægtede den 49-årige sig skyldig. Han ville heller ikke udtale sig, før han fik sin advokat fra København til stede. Og det fik han ikke i grundlovsforhøret.
Offeret en 45-årig mand fra Holeby, er indlagt på Rigshospitalet. Hans skader er så alvorlige, at man til at begynde med frygtede for mandens liv, men han meldes nu uden for livsfare.
- Det bunder formentlig i nogle uoverensstemmelser mellem de to, der begge hører til i misbrugsmiljøet, fortæller politikommissær Steffen Hedemand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau

Det 45-årige offer har fået alvorlige skader i hovedet. Muligvis er han blevet slået med en baseballkølle.
- Det har han fortalt til en læge, men det ligger ikke fast. Vi er ved at lave en gerningsstedsundersøgelse for at få afklaret det, siger Steffen Hedemand.
Den 49-årige skal foreløbig sidde fængslet frem til den 19. februar.

Både den 49-årige og den 45-årige er kendt som kriminelle gennem mange år.
 

 

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret