Fængslet mand i Kundby-sagen vil på fri fod
Den unge mand, der fredag blev varetægtsfængslet, og som også skal sidde isoleret, har kæret til landsretten.
En 24-årig mand, der fredag blev varetægtsfængslet i Retten i Holbæk i en mørkelagt sag, vil sættes på fri fod. Han har kæret rettens afgørelse om varetægtsfængsling til Østre Landsret. Ifølge flere medier er der tale om en tidligere syrienskriger.
Da den unge mand fredag var for en dommer, foregik det for såkaldt dobbeltlukkede døre, så offentligheden ikke kan få at vide, hvad han er sigtet for.
Retsmødet endte med, at han blev varetægtsfængslet frem til 9. februar. Indtil 26. januar skal han sidde i isolation.
Det er både selve varetægtsfængslingen og beslutningen om, at han i begyndelsen skal sidde isolationsfængslet, der er kæret, oplyser den 24-åriges forsvarer Michael Alstrup Kristensen til Ritzau.
- På grund af de dobbeltlukkede døre kan jeg ikke fortælle den egentlige begrundelse. Men det handler selvfølgelig om, at vi er uenige i dommerens vurdering af, at betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, siger Michael Alstrup Kristensen.
Med henvisning til de dobbeltlukkede døre ønsker forsvareren hverken at sige noget om sagen eller at kommentere de oplysninger om den, der har været fremme i pressen.
Den 24-årige blev anholdt torsdag eftermiddag i Østjylland. Ifølge flere medier meldte han sig selv til politiet.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk dagen efter, at en kun 15-årig pige samme sted blev varetægtsfængslet ligeledes under totalt mørkelagte omstændigheder.
Også hun er varetægtsfængslet indtil 9. februar, og indtil 26. januar skal hun sidde i isolation.
Politiet har ikke ønsket at oplyse noget som helst om sagen, men ifølge TV2 er pigen tiltalt for at billige terror og for at være i besiddelse af sprængstof, og noget tyder på, at politiet venter flere anholdelser i sagen.
Anklager Peter Ahlesons ønske om dobbeltlukkede døre er begrundet i hensynet til politiets efterforskning, da der kan være flere mistænke på fri fod, oplyser flere medier.
Sagen begyndte at rulle onsdag, da politiet sammen med blandt andre hærens ammunitionsryddere ransagede pigens hjem i Kundby ved Holbæk. Politiet har ikke ønsket at oplyse, hvad der blev fundet ved ransagningen.
Den danske pige er konverteret til islam og har ifølge flere medier udtrykt sympati for hellig krig på nettet.
På de sociale medier har hun kaldt den 24-årige for sin bedste ven. Ifølge flere medier er der tale om en mand, der har været i Syrien og lært at håndtere våben.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde