Indtil videre betaler forbrydelsen sig for de tre mænd, der tirsdag overfaldt to bankbude ved færgeterminalen i Hirtshals og stak af med tre pengesække.
Politiet har fået henved 25 henvendelser fra borgere, der har set trioen køre fra stedet i en sort Audi A6 på stjålne plader, men trods borgernes hjælp er sporet af røverne iskoldt.
- Der er ikke afgørende nyt, det må vi erkende, siger vicepolitikommissær Peter Skovbak.
Det var ved middagstid, at røverne slog til, da to bankbude fra Jyske Bank bar omsætningen fra færgerne til Norge ud mod deres bankbil.
To af røverne sprang iført masker frem, og den ene truede på dansk budene og viste en lille sort pistol.
Med tre pengesække i hænderne sprang de to maskerede mænd ind i den ventende Audi, hvor en chauffør med kort hår og briller eller solbriller straks trådte speederen i bund.
Udbyttet i de tre pengesække er efter bankens ønske holdt hemmeligt.
- Men det er et større beløb uden at være mange millioner, nærmer Peter Skovbak sig.
Ingen kom fysisk til skade ved røveriet, der ifølge politiet virkede meget planlagt.
- De vidste i hvert fald præcis, hvornår og hvor buddene kom ud, siger Peter Skovbak.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker