Færre ambulancer kommer lynhurtigt frem

Arkivfoto: Claus Hansen

Andelen af ambulancer i Region Sjælland, som når frem til patienten indenfor fem minutter efter alarmopkaldet, er faldet de senere år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går den gale vej med at få ambulancerne i Region Sjælland lynhurtigt frem til patienterne, når der bliver ringet 112.

Det viser tal fra Region Sjælland, som TV2 Øst har fået adgang til.

Andelen af ambulancer, som er fremme indenfor fem minutter, er faldet de senere år. I andet kvartal af 2021 var 30 procent af ambulancerne fremme indenfor fem minutter, men det tal er nu nede på 23 procent. Og i første kvartal i år var det nede på 20 procent.

Det er ikke tilfredsstillende, mener Benny Jørgensen, der er præhospital direktør i Region Sjælland.

- Jeg er aldrig tilfreds, når noget går tilbage. Men jeg har forudset det. Det var forventeligt, siger han til TV2 Øst.

Tilbagegangen hænger ifølge den præhospitale direktør sammen med, at Region Sjælland 1. februar i år overgik til et nyt ambulanceberedskab, som betyder, at det blandt andet i vores del af regionen ikke længere er Falck, men Ambulance Sjælland, der står for ambulancekørslen.

Og overgangen til de nye tider har ikke været let. Det har nemlig været svært at fastholde medarbejderne under skiftet, og problemerne er ikke løst endnu.

- Vi har stadig rekrutteringsudfordringer i Falck og Region Sjælland, siger Benny Jørgensen til TV2 Øst.

Han finder dog håb i, at der er nye ambulancereddere på vej.

- Vi har haft et større elevindtag i 2022 og 2023. Derfor vil der blive flere elever færdige hele tiden. Det er en tid, vi skal igennem, men jeg forventer, at det er bedre i tredje kvartal, siger han til TV2 Øst.

Det er da heller ikke alle ambulancer, der når senere frem. Andelen af ambulancer, der når frem indenfor 10 minutter ligger stabilt på lige under 70 procent, mens andelen af ambulancer, der er fremme indenfor et kvarter også ligger stabilt på lige over 90 procent, fremgår det af Region Sjællands tal.

De angivne tal er for andet kvartal i årene 2021-2024.