Færre nummerplader stjæles

Mange oplever at få stjålet nummerpladerne på deres biler. Nummerpladerne bruger tyve ofte til at dække over egne forbrydelser. For eksempel ved benzintyveri eller indbrud, hvor de stjålne nummerplader kan besværliggøre identificering af gerningsmænd.

Der er dog en tendens til, at bilejere er blevet bedre til at sørge for at nummerpladerne er monteret, så de ikke er så nemme at afmontere.
I år er der indtil nu på Lolland-Falster stjålet 271 nummerplader. I samme periode sidste år var tallet oppe på 338.

Politiinspektør for lokalpolitiet Thorkild Steen Jensen, mener at faldet i tyveri af nummerplader er fordi bilejerne er blevet bedre til at sikre nummerpladerne, så de kan ikke afmonteres så nemt.
- Monteringen med de traditionelle plastikclips er den mindst sikre, fordi pladerne så er lige til at klikke af. Bedre er det, hvis nummerpladerne er skruet fast. Skruer og bolte kan man oveni købet få hos SKAT. Det mest sikre er dog, at popnitte nummerpladerne på. Så er de nærmest umulige at få af uden at ødelægge dem, siger Thorkild Steen Jensen.

Får man stjålet sin nummerplade, skal det naturligvis straks meldes til politiet. Når en erstatningsnummerplade er bestilt hos SKAT, er det en god ide, at køre rundt med kvitteringen, indtil den nye nummerplade bliver leveret, fortæller Thorkild Steen Jensen.
Så kan man bevise over for politiet ved en eventuel kontrol, at en ny nummerplade er på vej, og kan dermed slippe for at betale bøden for at køre uden nummerplade.
 

Foto: Arkivfoto

Offentliggjort Sidst opdateret