Færre sigtes for menneskesmugling ved den dansk-tyske grænse
Danmark har haft midlertid grænsekontrol fra Tyskland til Danmark siden 2016. Her er et billede fra togstationen i Padborg. (Arkivfoto). Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
2019 har budt på det laveste antal sigtelser, siden den midlertidige grænsekontrol blev indført i 2016.
I år er der blevet rejst 57 sigtelser for menneskesmugling over den dansk-tyske grænse.
Det er det hidtil laveste antal sigtelser, siden den midlertidige grænsekontrol blev indført i 2016.
Det skriver TV Syd, som refererer den seneste opgørelse fra Rigspolitiet. Tallene er opgjort til og med 29. december. Den seneste sigtelse var tilbage i oktober.
Antallet af sigtelser var højest i 2016, hvor den midlertidige grænsekontrol blev indført. Her blev der rejst 220 sigtelser for menneskesmugling.
I årene efter har det holdt sig omkring det halve med 90 sigtelser i 2017 og 104 sigtelser i 2018.
Rigspolitiets tal viser, at der hver uge er blevet kontrolleret mellem 33.000 og 112.000 rejsende ind i Danmark, siden kontrollen blev indført. Det skriver TV Syd.
Kontrollerne er foretaget ved grænseovergange til Tyskland. Den er primært foregået ved de tre travleste overgange i Padborg, Kruså og Frøslev. Men også ved togstationer i Padborg og Tønder.
Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der laver kontrollerne som stikprøvekontroller.
Desuden er der foretaget kontroller af Bornholms Politi og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi ved færgehavne, som har afgange til Tyskland.
Det var den danske regering med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, som indførte midlertidig grænsekontrol.
Det skete i kølvandet på den store migrantstrøm i 2015, hvor mange flygtninge kom op gennem Europa.
Grænsekontrollen er siden blevet forlænget flere gange.
EU-Kommissionen skal godkende grænsekontrollen. Årsagen er, at Danmark er tilsluttet Schengen-samarbejdet. Udgangspunktet for samarbejdet er, at der ikke skal være grænsekontrol mellem landene, som er en del af aftalen.
Et EU-medlemsland kan dog undtagelsesvis indføre grænsekontrol, hvis der eksempelvis kommer mange migranter og flygtninge til landet.
Det kan også godkendes, hvis det vurderes, at der er en alvorlig trussel mod landet.
Den nuværende socialdemokratiske regering har valgt at fastholde kontrollen ved den dansk-tyske grænse.
Ydermere har regeringen indført grænsekontrol fra Sverige til Danmark. Det skyldes flere eksplosioner i København i sommer. Grænsekontrollen trådte i kraft i november.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker