FAKTA: Det er Østergaard og Glistrup tiltalt for
Sagen om påstået kursfup i Parken blev indledt for snart fem år siden. Nu er sidste fase i gang.
Fredag indleder anklagemyndigheden sin procedure i sagen om påstået kursmanipulation i Parken.
Retssagen blev indledt 15. december i Københavns Byret, og forude ligger mange timers gennemgang af handler med Parkens aktier, kursudvikling, mailkorrespondancer og afspilning af telefonsamtaler.
* Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand for Parken, og tidligere direktør Jørgen Glistrup er tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. De risikerer op til fire års fængsel.
* I alt fire personer er tiltalt, og der er yderligere rejst tiltale mod de to selskaber, Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank.
* Alle de tiltalte nægter sig skyldige.
* Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via to banker købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner i en periode fra november 2007 til august 2008.
* Opkøbet af egne aktier betød ifølge anklagemyndigheden, at kursen på Parkens aktie blev påvirket i en positiv retning i forhold til det generelle aktiemarked.
* Men ifølge de to tidligere topfolk i Parken opkøbte selskabet kun lige nok af selskabets egne aktier, som skulle bruges til opkøb af andre virksomheder og til at dække optioner til ledende medarbejdere.
* Ud over tiltalen kræver anklagemyndigheden 15,5 millioner kroner konfiskeret fra Flemming Østergaard, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup risikerer at miste 2,2 millioner kroner.
* De to mænds fortjeneste opstod ifølge tiltalen, da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte aktier i henholdsvis april og september 2008.
* Politiet har efterforsket sagen i snart fem år. 6. august 2010 anmeldte Finanstilsynet Parken Sport & Entertainment til Bagmandspolitiet for ulovlig kursmanipulation.
Kilder: Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, Ritzau.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde