FAKTA: Det indebærer en dom til psykiatrisk behandling

Sindssyge personer kan ikke straffes med fængsel. I stedet kan en behandlingsdom komme på tale. Læs mere her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Står det til anklager Andreas Juhl, bør en 24-årig mand idømmes en behandlingsdom i en sag om voldtægtsforsøg mod to tilfældige kvinder på stier i København.

Tirsdag indleder Københavns Byret sagen. Det er inden da uklart, hvordan den unge mand forholder sig til anklagerne.

Det indebærer en behandlingsdom:

* Kriminelle, som er sindssyge eller mentalt retarderede, kan ifølge straffeloven slet ikke straffes.

* I de tilfælde kan retten beslutte, at den kriminelle i stedet skal modtage psykiatrisk behandling for at undgå, at der begås ny kriminalitet.

* Som udgangspunkt bliver den dømte til at begynde med indlagt på en almenpsykiatrisk afdeling, og en overlæge vurderer, hvilken behandling den dømte skal modtage. Det tager udgangspunkt i den enkeltes behov.

* Efter en rum tid - og hvis det går godt, og den dømte er stabil - kan overlægen beslutte, at den dømte skal udskrives til ambulant behandling under tilsyn af Kriminalforsorgen.

* De fleste med en behandlingsdom behandles ambulant.

* En behandlingsdom kan enten være med eller uden længstetid, altså sluttidspunkt. Ved en behandlingsdom er længstetiden typisk fem år, men hvis dommen er uden længstetid, kan sanktionen forlænges med op til to år ad gangen.

* I sager om meget alvorlig kriminalitet, hvor gerningspersonen samtidig er utilregnelig på grund af eksempelvis sygdom, kan en anbringelsesdom komme på tale. Her skal man være indlagt eller anbragt på en psykiatrisk afdeling, og det er i langt de fleste tilfælde uden slutdato.

* Behandlings- og anbringelsesdomme må ikke forveksles med en forvaringsdom.

* Forvaring gives til personer, som ikke er sindssyge, men som menes at være så farlige, at det vil være uforsvarligt at sætte en udløbsdato på indespærringen. Desuden afsoner forvaringsdømte i et almindeligt fængsel.

Kilder: Straffeloven, psykiatriloven, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Kriminalforsorgen, Bedre Psykiatri.

/ritzau/