FAKTA: Indviklet jura er på spil i strafudmåling mod dødsbilist

Når der skal udmåles straf ved domstolene, er sagen ikke altid så ligetil. Der skal indimellem tages hensyn til komplicerede principper. Navnlig når den dømte allerede er dømt, og kriminaliteten i den nye sag er begået før den tidligere dom. (Arkivfoto). Foto: Nf/Ritzau Scanpix

Principper om modereret kumulation og ret til samtidig pådømmelse gør sig gældende i sag mod dødsbilist.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Byret har i denne uge idømt 23-årige Helmi Mossa Hameed en såkaldt tillægsstraf. Påvirket af lattergas kørte Helmi Mossa Hameed i oktober 2020 ud fra en sidevej og tværs over Peter Bangs Vej i København. Her ramte han en femårig pige, der fulgtes med sin mor på fortovet.

Pigen mistede livet, og Helmi Mossa Hameed blev nogle måneder efter idømt seks års fængsel. Nu har Københavns Byret lagt et år oven i den straf, da politiet har opklaret andre forbrydelser, som manden har begået før trafikdrabet.

Læs her, hvad en tillægsstraf indebærer:

* Når en person idømmes fængselsstraf for flere lovovertrædelser, bliver der udmålt en samlet straf efter et princip, som kaldes modereret kumulation.

Dømmes der for eksempel for fem lovovertrædelser, som isoleret set ville udløse en straf på tre måneders fængsel hver, gives der derfor i praksis en straf, som er noget mindre end fem gange tre måneder.

* Loven indeholder desuden et princip om såkaldt samtidig pådømmelse. Det betyder, at en tiltalt har ret til at få behandlet de lovovertrædelser, som ligger forud for retssagen, på samme tid.

* Hvis der først rejses tiltale for lovovertrædelser, som er begået før retssagen, efter at retssagen er slut, skal spørgsmålet om skyld og straf afgøres i en ny retssag.

* Skyldsspørgsmålet afgøres som normalt, men straffen skal udmåles efter princippet om modereret kumulation, hvor de nye forbrydelser ses i sammenhæng med de allerede pådømte.

* Forskellen mellem den straf, som den dømte fik i første omgang, og den straf, som den dømte ville have fået, hvis alle lovovertrædelser var pådømt samtidig, udmåles som en såkaldt tillægsstraf.

Kilder: Straffeloven, Straffelovrådet, Folketinget.

/ritzau/