FAKTA: Sådan straffes matchfixing
Matchfixing, der hører under straffelovens bedrageriparagraf, kan i ekstreme tilfælde give otte års fængsel.
Københavns Politi har tiltalt en 27-årig mand for groft bedrageri ved matchfixing af to fodboldkampe i 1. division tilbage i 2010 og for at have fortalt en filippinsk organisation om en af de fixede kampe, så filippinerne spillede to til tre millioner kroner på kampen.
Fem andre mænd er fortsat sigtet i sagen. I den gældende lovgivning er der kun en enkelt paragraf, som de kan blive dømt efter, vurderer jurist.
- Straffelovens paragraf 279 om bedrageri er den eneste bestemmelse i dag, som for alvor kan komme i spil, når vi taler om matchfixing, siger jurist i Danmarks Idrætsforbund, DIF, Jesper Frigast Larsen.
* Paragraf 279 i straffeloven: For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
* Det er altså en forudsætning, at det kan bevises, at nogle taber penge på en handling, hvis man skal dømmes for bedrageri. Det kan være svært at bevise, hvis der er tale om et illegalt asiatisk spilleselskab eller et privat væddemål, siger Jesper Frigast Larsen.
* Strafferammen for at overtræde paragraf 279 varierer alt efter bedrageriets omfang.
Jævnfør paragraf 285 kan bedrageri straffes med op til halvandet års fængsel. Straffen kan dog stige til otte års fængsel ved forbrydelser af særlig grov beskaffenhed, som ved tiltalen mod den 27-årige.
Det kan være, hvis der er begået flere forbrydelser, hvis der er svindlet for et meget stort beløb, eller hvis man har handlet i ledtog med andre, jævnfør paragraf 286 stk. 2.
* DIF udarbejdede sidste år et såkaldt matchfixinglovregulativ, som gælder alle DIF's specialforbund og dets udøvere. Overtrædelser af regulativet kan medføre følgende:
* Tidsbestemt eller tidsubestemt udelukkelse.
* Bøde eller anden økonomisk sanktion.
* Fratagelse af præmiepenge eller tilsvarende gaver af enhver art.
* Diskvalifikation (annullering) af opnåede resultater eller tilsvarende idrætslige, disciplinære sanktioner.
Før DIF's regulativ var det kun Dansk Boldspil Union, som havde klare regler for matchfixing. Ifølge DBU's paragraf 30 kan overtrædelser fra klub eller spilleres side blandt andet medføre følgende:
* Karantæner og bøder.
* Fratagelse af hjemmebane.
* Fratagelse af sejr (point) og målscore.
* Tvangsnedrykning.
Kilde: Straffeloven, DIF, DBU's love
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker