FAKTA: Sag om statsministerdukke endte med mildere tiltale
En retssag mod tre mænd i Retten på Frederiksberg handler om en dukke forestillende Mette Frederiksen, der blev sat ild til under en demonstration i januar 2021. Om halsen på dukken hang et skilt med teksten: "Hun må og skal aflives". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De mænd, der er tiltalt for at sætte ild til en Mette Frederiksen-dukke, kan straffes med flere års fængsel.
Da tre mænd i januar sidste år blev anholdt for afbrænding af en dukke med et foto af Mette Frederiksen (S) under en demonstration, blev de mødt med en meget alvorlig sigtelse.
Nemlig at have overtrådt paragraf 113, der handler om angreb mod regeringen, har en strafferamme på 16 år og i Straffeloven står lige ved siden af bestemmelserne om terror.
Det er dog endt med en mildere tiltale mod mændene, der tirsdag er for Retten på Frederiksberg. De er blevet tiltalt efter en bestemmelse, der handler om trusler mod offentligt ansatte.
Strafferammen er otte års fængsel, men anklagemyndigheden har rejst sagen som en domsmandssag. Det betyder, at den maksimalt kan kræve tre år og 11 måneders fængsel.
Der er rejst tiltale for, at det skal være skærpende, at forbrydelsen har baggrund i statsministerens ytringer i den offentlige debat.
Læs om paragrafferne her:
* Paragraf 119, stk. 1:
Den, som (...) offentligt (...) fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme (...) straffes med bøde eller fængsel indtil otte år.
Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
* Paragraf 81, nr. 7:
Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.
Kilder: Anklagemyndigheden og retsinformation.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker