Falckredder kvæstet på glat P-plads

Falckredderen var chauffør på en sygetransport, som skulle hente en patient fra én af lægeklinikkerne i Nygade i Nykøbing. Han parkerede i én af de parkeringsbåse, som kun må bruges af sygetransporter og invalidevogne. Problemet er bare, at selv her efter flere dage med tø, er næsten halvdelen af P-båsene stadig dækket af sne og is.
 
Falckredderen slog ryggen så slemt i faldet, at han ikke kunne bevæge sig og måtte blive liggende direkte på den kolde is. Et vidne beskriver, at han lå og skreg af smerte.
Falckredderen måtte ligge på isen i omkring ti minutter, før han blev hentet af Falck-kolleger i en ambulance.
 
- Medarbejderen er indlagt på sygehuset og har det efter omstændighederne godt. Han skal nu gennem forskellige undersøgelser for at man kan finde ud af, om der er sket noget med hans ryg, fortæller stationsleder hos Falck i Nykøbing, Bjørn Nielsen.
Han vil ikke kommentere på, om han synes, det er for dårligt af kommunen, at der ikke er ryddet sne og is på det sted, hvor Falck-redderen faldt.
- Nu kører vi sagen som en arbejdsulykke. Så må sagens forløb vise om, der bliver tale om et erstatningsansvar, siger han.
 
Kommunen beklager hændelsen.
- Vi har ingen mulighed for at fjerne alle pletter med sne og is i kommunen. Det er beklageligt, at en Falckredder er blevet kvæstet, men det er den slags, som sker, siger Christian Refstrup, vejchef i Guldborgsund Kommune.
Foto: Henriette Hagendam hjalp den kvæstede Falck-redder indtil ambulancen kom frem. Foto: Claus Hansen

Torsdag formiddag blev en Falckredder kvæstet, da han faldt på et sted, hvor der stadig ikke er ryddet for sne og is.

Offentliggjort Sidst opdateret