Falske betjente i jakkesæt narrer penge fra turister
Kriminelle, der udgiver sig for at være politibetjente, franarrer penge fra udenlandske turister i København.
Med sommeren følger lyse aftener, ture til stranden og grill i haven.
Men også tricktyve, der udgiver sig for at være politibetjente og narrer penge ud af turister, er et tilbagevendende fænomen.
Derfor opfordrer Københavns Politi nu især byens udenlandske turister til at tage sig i agt for kriminelle grupper, der iklædt jakkesæt er ude efter turisternes penge og pas.
- Det er ikke danskere, der falder for det. De ved i sagens natur godt, hvordan en dansk betjent går klædt, siger Lars Westerweel, vagtchef hos Københavns Politi.
De falske betjente, som altså er klædt i jakkesæt, henvender sig på engelsk til turisterne og beder om at se penge og id.
- De siger, at de er fra politiet, og at de skal se, om folk har penge og id.
- I den forvirring, der opstår, lykkes det ofte de falske betjente at stikke af med penge og pas, fortæller Lars Westerweel.
Han oplyser, at der er flere bander på spil, og at den slags svindel over for byens udenlandske turister sker flere gange om ugen.
- Der er flere, der benytter sig af denne metode, siger han.
Politiet mener, at svindlerne er udlændinge.
Sidste år i august blev to falske betjente fra Rumænien anholdt i nærheden af Tivoli.
På sig havde de, hvad der svarer til cirka 45.000 kroner i forskellig valuta.
Klædt i civil havde de legitimeret sig over for turister med et falsk eller et udenlandsk politiskilt og afkrævet turisterne penge.
Andre bad - som det er tilfældet denne sommer - folk om at fremvise pas og penge.
De to falske betjente, der blev anholdt sidste år, blev sigtet for bedrageri og for at udgive sig for at have offentlig myndighed. Det kan straffes med op til halvandet års fængsel.
Lørdag blev tre falske betjente set ved Bella Center. Politiet opfordrer borgerne til at ringe 114, hvis man støder på dem.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker