Familie beskudt midt om natten

Midt om natten blev der affyret flere skud mod en families hus i Vejen. Et af skuddene ramte ind i et værelse, mens andre ramte garagen og en parkeret bil.

En 20-årig mand er sigtet for fareforvoldelse ved at have medvirket til skyderiet, hvor der blev affyret gentagne skud med et 9 mm våben.

Tilsyneladende har gerningsmanden haft et anstrengt forhold til familien gennem længere tid.

Den 20-årige er også sigtet for at komme med trusler mod et af familiemedlemmerne, og for at forsøge at knuse ruder i både hjemmet i Vejen og i en virksomhed, som familien ejer.

- Vi har flere bud på et motiv. Men dem holder vi for os selv indtll videre, siger Jan Lambertsen fra lokalpolitiet i Vejen.

Skyderiet fandt sted natten til onsdag, men politiet har af hensyn til efterforskningen ikke meldt noget ud før nu.

- Men vi ser på sagen med stor alvor. Når man skyder mod et hus midt om natten, må man formode, at der ligger nogen og sover i villaen, siger han.

En 19-årig mand er sigtet for medvirken til truslerne. Men begge de mistænkte er indtil videre blevet løsladt af politiet.

/ritzau/

Unge løsladt efter skudepisode. Familie blev udsat for hærværk og trusler, og til sidst blev deres hus beskudt

Offentliggjort Sidst opdateret