Desuden skal hendes tre mandlige slægtninge, der alle stammer fra Somalia, idømmes almindelig fængselsstraf.
Det kræver anklagemyndigheden mandag i retssagen mod kvinden, hendes far, onkel og storebror.
De er alle tiltalt for at have deltaget i kidnapningen af kvindens yngste søn, en seksårig dreng.
Kvinden erkendte i retten, at hun havde taget sin søn med til Holland i sommeren 2011, men hun mente ikke, at det var strafbart.
- Da jeg tog J. med mig, havde jeg fælles forældremyndighed med faren.
- Først senere fik jeg frataget forældremyndigheden, men det vidste jeg jo ikke. Jeg blev ikke indkaldt til møder eller fik afgørelsen, forklarede den spinkle kvinde i Retten i Viborg.
Hendes forsvarer, advokat Jørgen Quade Andersen, supplerede med en bemærkning om, at afgørelsen om forældremyndigheden blev annonceret i Statstidende:
- En avis, min klient ikke holder, som han tørt konstaterede.
Allerede inden bortførelsen var der imidlertid rejst spørgsmål ved kvindens egnethed som mor.
Sønnen havde fortalt i skolen, at hun havde slået ham, og at morfaren havde klippet i ham med en saks - anklager som kvinden i retten mandag kaldte "helt og aldeles vanvittige".
4. juni 2011 skulle hun have et par timers samvær på en legeplads i Silkeborg, men hun tog straks af sted med den seksårige dreng og hans fire år ældre halvbroder.
De tog til København, hvor de fik hjælp af en onkel og kvindens bror til at flygte videre til Amsterdam.
Fire måneder senere blev kvinden anholdt i en flygtningelejr i Beaxem i Holland med drengene.
Hun blev udleveret til Danmark, og både hun og de tre mandlige familiemedlemmer blev tiltalt for bortførelsen.
I grundlovsforhørene sidste år erkendte alle, at de havde hjulpet til, men de forklaringer blev trukket tilbage ved mandagens retsmøde.
Sagen fortsætter 4. juni, hvor der også afsiges dom.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker