Familie til drabssigtet sygeplejerske er fortvivlede

Arkivfoto. Foto: Region Sjælland.

Vil have dørene til retten åbnet, så sigtet kan forsvare sig i sag og mod rygter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den kvindelige sygeplejerske, der er sigtet for tre drab og ét drabsforsøg på patienter på Nykøbing Sygehus, har været varetægtsfængslet siden 1. marts, og har dermed været fængslet i 134 dage.

Tidligere har kvindens advokat udtalt til medierne, at han er utilfreds med at dørene i retten er lukkede, men nu står også kvindens familie frem. Det skriver BT.

Familien er trætte af, at retten ikke vil åbne dørene i sagen, så kvinden kan få lov til at fortælle sin side af historien, og forsøge at stoppe de rygter, der svirrer efter de mange dage i fængslet.

- Rygterne flyver rundt på og omkring det sygehus. Og hver dag kommer der nye til, netop fordi folk ikke ved, hvad sagen drejer sig om. Så kan vi bare sidde og ryste på hovedet ad anklagerens argumentation. For vi ved, at de taler sammen. Vi snakker jo med hendes kollegaer, som også kan bekræfte over for os, hvilke rygte der kører, siger kæresten til den sigtede sygeplejerske til BT.

Eftersom der er nedlagt navneforbud i sagen, er det heller ikke tilladt at bringe navnene på familiemedlemmerne.

- Alle vidner ved hvem hun er. Alle på sygehuset ved, hvem hun er. De ved, hvad hun er sigtet for. De to ting sat sammen, så opstår der rygter. Og så er der nogen, der siger, at: ’så var der også den der gang’ og ’så skete der jo også det der’. Man begynder at se spøgelser, siger kæresten.

Familien får lov til at se den sigtede kvinde én time, én gang om ugen, i den arrest, hvor hun sidder.

- Vores klare overbevisning er, at hun ikke har gjort noget galt. Men vi ved jo efter fire en halv måned stadig ikke, hvad der skulle være foregået. Vi kan bare sige, at hun kigger os i øjnene og siger, at hun ikke har gjort noget galt. Og det tror vi på, lyder det fra kæresten.

Tirsdag skal Retten i Nykøbing tage stilling til, om kvinden fortsat skal være varetægtsfængslet.