Familie til rovmyrdet er lettet efter dom
Onsdagens drabsdom over de bulgarske Ognyanov-brødre bliver modtaget med lettelse hos familien til Kirsten Inge Damsgaard, der blev dræbt under et hjemmerøveri i Herlev kort før nytår.
Det var datteren Inge Damsgaard, som nytårsaftensdag fandt sin mor livløs, bundet og kneblet, og efter dommen på 15 års fængsel til brødrene Atanas og Ivan Ognyanov føler hun, at der er sat et foreløbig punktum i sagen.
- Det afgørende for os har været, at de blev kendt skyldige for mord og ikke slap med vold med døden til følge. Dét havde været et knæk for retsbevidstheden, siger Inge Damsgaard.
Hun har fulgt retssagen sammen med sin mand og sine to voksne døtre samt andre familiemedlemmer. Det har været en hård oplevelse for familien, men de var aldrig i tvivl om, at de ville overvære sagen.
- Det har været meget svært at blive konfronteret med gerningsmændene, og det har været nogle hårde dage både psykisk og fysisk. Men det har været den rigtige beslutning at følge sagen, siger hun.
De drabsdømte brødre nægtede sig begge skyldige i drab. Lillebror Atanas på 21 år valgte dog at modtage rettens dom, mens storebror Ivan på 23 år ankede dommen til landsretten.
Dermed kan familien se frem til, at sagen, for så vidt angår Ivan Ognyanov, skal køre igen til næste år ved Østre Landsret.
- Vi havde været glade, hvis der var blevet sat endeligt punktum i dag. Men jeg har ingen forventning om, at ankesagen vil ændre på skyldsspørgsmålet, siger Inge Damsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker