Fandt ulovligt revolver og luftvåben
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
En 48-årig mand blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing for ulovlig våbenbesiddelse.
Et anonymt tip ledte i går, tirsdag, politiet til havnen i Nykøbing, hvor en 48-årig mand med bopæl på en båd i havnen opbevarede en .32 revolver, en luftpistol i kaliber 4,5 millimeter og et luftgevær i 5,5 millimeter.
Luftgevær og revolver var ulovlige, og den 48-årige mand blev derfor onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing.
Den 48-årige erklærede sig skyldig i, at have ulovligt luftvåben liggende, men revolveren mente han var “plantet”, og han erklærede sig uskyldig i dette forhold.
Den 48-årige mand blev anholdt i går klokken 11.52. Her var han netop vendt tilbage til sin båd fra en gåtur med hans hund. Her, forklarede den 48-årige i retten, fandt han en blå plasticpose indeholdende en skarpladt revolver og 18 patroner, som han ikke havde set før. Denne tog han op af posen og holdt den i hånden, da politiet kort efter hoppede ned på båden for at ransage den. Her skyndte han sig at gemme den under dynen på sin køjeseng.
Politiet bekendte, at de var på stedet for at lede efter våben, og den 48-årige udpegede herefter, hvor de to luftvåben og revolveren lå i båden.
Ifølge den 48-årige var revolveren blevet ”plantet” af nogle, der ville have ham væk fra havnen på grund af problemer med hans psykisk syge kæreste og hans omgangskreds, som også omfatter personer med psykiske sygdomme.
Ifølge politiets rapport havde den 48-årige fortalt til politiet, at han havde købt revolveren sammen med 20 skud til 500 kroner, og han havde senere prøveskudt den fire gange ud over vandet. Dette afviste han dog i retten, og forklarede, at der var tale om, at han havde købt luftpistolen for 500 kroner, ligesom han kun havde prøveskudt luftpistolen over vandet.
Luftgeværet med kikkertsigte fortalte han, at han brugte til at skyde rotter med på havnen.
Anklageren i sagen bad om fire ugers varetægtsfængsling, mens forsvareren bad om løsladelse. Forsvareren lagde vægt på, at båden stod ulåst, og alle derfor kunne have lagt pistolen i båden, og at ransagningen skete på baggrund af et anonymt tip.
Den 48-årige mand er tidligere dømt i to sager i 2012 og 14 for grov vold.
Retten fandt den 48-årige mands forklaring noget usandsynlig, og grundet de to tidligere voldsdomme, hvoraf den ene var i prøveløsladelsestiden, mente retten, at der var en begrundet mistanke mod den 48-årige, og han blev derfor varetægtsfængslet indtil den 6. september, hvilket forsvareren på stedet kærede til landsretten.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker