Fange forsøger at dræbe medindsat i Nyborg
Statsfængslet i Nyborg lagde søndag eftermiddag ramme til et brutalt drabsforsøg, da en 33-årig fange gik amok på en anden indsat.
En 22-årig mand blev angrebet i fængslets køkken med en steakkniv, en stegepande og en portion kogende vand.
- En af de indsatte er blevet sur på en anden indsat, og han tager en kniv og stikker ham tre gange oven i hovedet, siger central vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen.
- Derefter slår han ham i hovedet med en stegepande på siden af kæben. Og til sidst tager han noget kogende vand og hælder ud over ham. Det forbrænder hans ene arm og en del af brystet, siger vagtchefen.
Anmeldelsen kom klokken 17.52, og der var ifølge Hans Frederiksen flere vidner til episoden, som ikke umiddelbart ser ud til at være fatal for den 22-årige.
- Den forurettede er blevet kørt på sygehuset, og det tyder på, at det ikke er alvorligt. Han vil ikke udtale sig til politiet, så vi ved ikke, hvad de var uenige om, men vi kører selvfølgelig sagen alligevel, siger vagtchefen.
Politiet sigter gerningsmanden for forsøg på manddrab.
- Nu er vi i gang med tekniske undersøgelser på stedet dernede, og vi er ved at få de to personer undersøgt.
- Den 33-årige er sigtet for forsøg på manddrab og bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag, siger vagtchefen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde