Fanget i viadukt

En vvs-smed fik en noget våd start på weekenden, da han på vej hjem fra et job på smedevej i Nørre Alslev blev fanget i en viadukt, hvor vandet stod over en meter over vejen.

- Da jeg kørte fra Smedevej og ind mod Nørre Alslev, regnede det så meget, at jeg næsten ikke kunne se noget. Og da jeg kørte under viadukten var det pludselig som at køre i havnen. Vandet sprøjtede op til alle sider, og motoen stoppede med det samme, fortæller Egon Nielsen, der netop havde været ude på ugens sidste job og nu skulle hjem og holde weekend.

Først da det holdt op at regne, kunne Egon Nielsen se, hvad der var galt. På det tidspunkt sad han dog i vand til knæene, for vandet fossede ind, fortæller han. Heldigvis havde han sin mobil på sig, så han kunne ringe efter Dansk Autohjælp.

Weekenden blev dog noget reduceret for vvs-smeden, der måtte sidde i sin våde varebil i en times tid, før det lykkedes Dansk Autohjælp at trække den op af vandet.

- Jeg har helt våde fødder, og det er hundekoldt, kommenterede Egon Nielsen, der derfor forståeligt nok så frem til at komme hjem i varmen og få noget tørt tøj på.

Se også BILLEDSERIEN.

Foto: Foto: Claus Hansen

BILLEDSERIE. En vvs-smed blev fredag eftermiddag fanget i vandmasserne under en viadukt ved Nørre Alslev.

Offentliggjort Sidst opdateret