Far anker dom for drabsforsøg på sine fireårige døtre
Familietragedien, hvor en far stak sine to tvillingpiger på fire år adskillige gange med en stor kniv, skal for landsretten.
Det oplyser den 59-årige Graham Bishops advokat, Davis Francis Lublin.
- Han har anket dommen med påstand om frifindelse. Ligesom i byretten vil vi gøre gældende, at han var utilregnelig, siger han til Ritzau.
Bishop blev i november idømt 11 års fængsel og udvisning af Danmark for drabsforsøg.
Tilbage i august sidste år stak han sine døtre med en stor køkkenkniv på Rigshospitalets Ronald McDonald-hus.
Her befandt familien sig i forbindelse med, at den ene af pigerne flere gange om ugen fik dialysebehandling på grund af kronisk nyresvigt.
Pigerne blev ved overfaldet påført adskillige knivstik, havde afværgelæsioner og var i overhængende livsfare. De har begge fået varige mén, men værst er det gået ud over den af pigerne, som lider af nyresvigt.
Hun er blandt andet ramt af spastiske lammelser og synstab, som grænser til blindhed. Derudover vil hun formentlig miste en del leveår på grund af overfaldet. Hendes søster har fået "grimme og "skæmmende" ar på både kroppen og i ansigtet.
Graham Bishop har hele vejen igennem forlangt at blive frifundet i sagen, fordi han påstår, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af store mængder ADHD-medicin.
Da retten fandt tvillingpigernes far skyldig, lagde den særligt vægt på, at faren forskansede sig på et værelse med pigerne, og at han sendte truende sms'er til tvillingernes mor, som befandt sig på et toilet udenfor.
- Jeg mener det. Hvis jeg ser politiet komme, er det ude med os alle tre, lød det i en af sms'erne.
Graham Bishop er af nogle kendt for at have medvirket i tv-programmet "Åndernes Magt", hvor han optrådte som clairvoyant.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde