Mens en 47-årig mand stadig lå død i indkørslen, gik en af hans kammerater ind i huset og fjernede blandt andet det jernrør, som manden var blevet dræbt med.
Samtidig så han også sit snit til at stjæle en computer fra den dødes hjem.
Onsdag takserede Retten i Aalborg tyverierne til fire måneders fængsel.
Det er ekstremt sjældent, at folk på den måde dømmes efter den særlige paragraf i straffeloven om at fjerne bevismateriale fra et gerningssted.
Det var i december sidste år, at John Martin Larsen blev dræbt i sit hus i den nordjyske by Mou.
Under efterforskningen blev to mænd, der begge er bekendte med offeret, fængslet som mistænkte for drabet.
Den ene af dem, en 29-årig mand, valgte til sidst at tilstå, at han på drabsstedet fjernede det jernrør, som var blevet brugt til at dræbe John Martin Larsen. Røret opbevarede han bagefter hjemme hos sig selv.
Politiet mente også, at manden tog mobiltelefoner og cigaretskodder med sig for sløre sporet efter drabsmanden, men det ville han ikke tilstå, og derfor blev han ikke dømt for det.
Han erkendte dog, at han fra den dødes hus havde stjålet en computer, nu han var i gang.
Da han har siddet varetægtsfængslet under drabssagen, besluttede dommeren, at den 29-årige kunne forlade retten som en fri mand.
Den unge mand, der nu mistænkes for selve drabet, kommer snart for retten. Han var på gerningstidspunktet kæreste med den 47-åriges niece.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde