Far fik syv år for at ryste baby ihjel

Det kom til at koste den 24-årige Lasse Thorsø Walsted Hansen en dom på syv års fængsel, at han sidste sommer rystede sin 13 dage gamle søn - Silas - så voldsomt, at barnet senere døde af kvæstelserne.

Retten i Viborg fandt manden skyldig og dømte ham ud over fængselsstraffen til at betale en erstatning på 75.000 kr. til barnets mor.

I tillæg til rysteskaderne, som Silas blev påført den 29. august sidste år, havde babyen også brud på lårben og skinneben.

Farens forsvarer mener, at tragedien måske kunne været undgået, hvis alarmklokkerne havde ringet hos de sociale myndigheder, da det unge par fra Sorring i foråret 2008 blev gravide og den 15. august fødte sønnen Silas.

- Spørgsmålet er, om ikke denne tragedie kunne være undgået, hvis systemet ikke havde svigtet så mange gange, sagde forsvareren, Uffe Steffensen i sin procedure.

Selv om hans klient allerede som barn fik konstateret en medfødt hjerneskade, og selv om psykologisk udredning i 2006 konkluderede, at han var latent depressiv og kunne få black-outs og hidsighedsanfald, sørgede hans sagsbehandler ikke for, at han fik lægelig eller psykiatrisk hjælp. Heller ikke, da parret ventede barn.

Tre dage før den skæbnesvangre nat var sundhedsplejersken på besøg, og hun forklarede i retten, at hun mødte en glad dreng, der reagerede alderssvarende, en træt mor og en meget omsorgsfuld far. Ved en senere obduktion fandt lægerne imidlertid brud på lår og skinneben, som menes at være påført barnet inden sundhedsplejerskens besøg.

Tre dage efter ville barnet ikke sove om natten, og faren fik et black-out. Mens moren sov, rystede han barnet så voldsomt, at det fik blødninger i hjernen.

Den dømte udbad sig betænkningstid, før han beslutter, om han vil anke dommen.

/ritzau/

En 24-årig mand fra Sorring ved Silkeborg er idømt syv års fængsel for at ryste sin 13 dage gamle søn til døde.

Offentliggjort Sidst opdateret