Far fra vanrøgtssag flygtet

Hos Nordjyllands Politi vil man ikke bekræfte, hvem det var, der sent fredag aften stak af fra en psykiatrisk afdeling i Aalborg.

Men ifølge TV2 er det faren fra den såkaldte Brønderslevsag, der har haft held til at flygte.

- Jeg kan kun bekræfte, at en person er undveget. Vi har vurderet, at han ikke er farlig, og vi har efterlyst ham internt, oplyser vagtchefen hos politiet i Aalborg.

Manden havde tilsyneladende fået personalets tilladelse til at gå ud i den indhegnede have for at ryge. Men da de ansatte så efter ham, var han stukket af.

Forældrene i sagen er sigtet for misrøgt af deres i alt 10 sammenbragte børn. Desuden er de sigtet for vold og seksuelle overgreb mod en nu 20-årige datter.

Sagen begyndte at rulle, da datteren selv gik til politiet for at fortælle om forholdene. Det er tidligere kommet frem, at datteren blev tvunget til at skovle sne i næsten intet tøj.

Det er langt fra første gang, at folk flygter fra de psykiatriske afdelinger. I Aalborg oplevede man noget tilsvarende i marts, hvor en drabsmistænkt mand havde held til at åbne et vindue og springe ud.

Ganske få dage efter gik det galt igen, da en mand, der var dømt for drabsforsøg blev væk fra en udgang.

/ritzau/

Igen er en fange stukket af fra en retspsykiatrisk afdeling. Men manden er ikke farlig for andre, vurderer politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret