Far mistænkes for overgreb mod sin datter

En 38-årig mand fra Odense er blevet anholdt og sigtet for at have misbrugt sin 12-årige datter seksuelt.

Fyns Politi modtog i begyndelsen af oktober en anmeldelse af, at pigen var blevet udsat for et seksuelt overgreb fra faren.

Efter at have efterforsket sagen skred politiet torsdag til anholdelse, og manden fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Odense.

Ifølge vicepolitikommissær Jack Liedecke, Fyns Politi, vil politiet af hensyn til pigen ikke komme med detaljer om sagen, ligesom der vil blive begæret dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at offentligheden end ikke får oplyst, hvad sigtelsen mod faren går ud på.

/ritzau/

En pige fra Odense har været udsat for et seksuelt overgreb. Hendes far er anholdt og sigtet i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret