Far, søn og skipper reddede 19 fra færgebrand

Han vil ikke selv høre tale om det, men mange andre vil nok betegne Lars Skov Jensen fra Marielyst, hans søn Mads og deres skipper David Rasmussen som helte.

I nat reddede de tre mænd 19 passagerer i sikkerhed efter den voldsomme brand på færgen Lisco Gloria i Femern Bælt.

De tre arbejder til dagligt på hurtigbåden Harald B, hvor de sejler mandskab til og fra havboringsundersøgelserne i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen.
- Vi har vagt om natten, og kort efter midnat lå vi inde i Rødbyhavn, da vi fik alarmen via vores skibsradio. Vi kunne se, at færgen lå tæt ved Rødbyhavn, så vi rykkede ud og kom ud til det brændende skib. Det var et uhyggeligt syn.
- Vi har nogle kraftige projektører, så vi kunne lyse en del af området op. Der fandt vi så en redningsflåde med 19 mennesker i, og dem reddede vi over på vores båd, forklarer han.

Harald B er en tidligere svensk politibåd, der kan sejle op til 40 knob, og den må egentlig kun have 12 passagerer ombord.
- Men det kunne vi ikke rigtig tage hensyn til i nat, siger Lars Skov Jensen.
- Jeg kæmpede for at holde redningsflåden ind til vores båd, mens min søn og vores skipper fik hevet de 19 mennesker ombord. Og det var jo noget forkomne og chokerede, og nogle af dem var også søsyge, fortæller Lars Skov Jensen.

Og selvom det ikke blæste så meget, så var der store bølger, fortæller Lars Skov Jensen.

Se billeder fra branden - KLIK HER.
Se Ritzaus video fra branden og hør Lars Skov Jensen fortælle - KLIK HER.

Aktionen gav ham minder om de beretninger, han i sin tid læste om redningsaktionen i forbindelse med færgen Estonias forlis.
- Det var hektisk. Jeg kunne ikke forstå, at Mads og David kunne blive ved at hive folk op. Jeg tænkte "hvor pokker kommer alle de mennesker fra?". Og de trådte på hinanden for at komme først op. Der var ikke noget med at tage hensyn, fortæller han.

Efter at have reddet de mange mennesker i sikkerhed, sejlede de dem over til et skib fra den tyske kystvagt, og derfra blev de bragt videre ombord på Scandlines-færgen Deutschland.
Derefter sejlede Harald B tilbage for at lede efter flere personer i vandet, men uden at finde nogen. Det eneste de fandt, var en tom redningsvest, som de bjærgede og tog med hjem.

Lars Skov Jensen betegner branden som meget voldsom. Harald B ankom til den brændende færge i løbet af en halv times tid efter, at alarmen var gået.
- Man kunne fornemme, at branden var opstået på det åbne vogndæk, for da vi kom, brændte det deroppe, og der kom nogle vældige eksplosioner. Og så bredte branden sig først agterud og derefter også fremefter, hvor kahytter og styrhuset og broen var.
- Og inden vi sejlede hjem igen, der var hele skibet i brand. Det var uhyggeligt, forklarer han.

Han og sønnen og skipper var tilbage i Rødbyhavn ved 4.00-4.30-tiden, hvorefter de vendte tilbage til deres normale arbejde med at sejle mandskab til og fra arbejdet på Femern-projektet, inden de ved 6.00-tiden kunne holde fyraften.

Det var i øvrigt Lars Skov Jensens søns første tur med Harald B, og det er nok en debut, han  aldrig glemmer.

Ved du noget om branden? Så send os et tip på tip@folketidende.dk

Se billeder fra branden - KLIK HER.
Se Ritzaus video fra branden og hør Lars Skov Jensen fortælle - KLIK HER.
 

Foto: Lars Skov Jensen (th) og sønnen Mads reddede sammen med deres skipper David Rasmussen, der ikke er med på billedet, 19 mennesker efter færgebranden i Femern Bælt natten til lørdag.

BILLEDSERIE OG VIDEO: Tre lokale mænd deltog i nattens dramatiske redningsaktion efter skibsbranden syd for Lolland. De reddede 19 personer op i deres båd fra en redningsflåde.

Offentliggjort Sidst opdateret