Far stadig indlagt efter bilbrand i Berlin

Det er fortsat et mysterium, hvad der udløste branden i en bil med en dansk far og hans to døtre ved Berlin 12. august.

De to piger på 9 og 10 år omkom i bilbranden. Faren er fortsat indlagt med brandsår på et hospital i Berlin, selv om han i givet fald er fri til at rejse hjem.

Det oplyser statsadvokat Tom Köpping i Potsdam til Ritzau.

- Han bliver stadig behandlet for brandsår, siger Tom Köpping.

Tidligst fredag forventer han at kunne oplyse, om de to piger var bedøvede, inden branden i bilen brød ud. Det er også fortsat et spørgsmål, hvordan branden overhovedet opstod i en skov tæt på den tyske hovedstad.

Faren har forklaret, at han forgæves forsøgte at redde sine piger ud af bilen. Han flakkede omkring i nærheden af bilen, da han blev anholdt. Men han er ikke sigtet i forbindelse med sine døtres død og kan frit rejse til Danmark.

- Vi har endnu ikke fået svar på de toksikologiske undersøgelser af, om pigerne var bedøvede, siger statsadvokaten.

Tysk politi har sagt, at det vil være et stærkt fingerpeg om en forbrydelse fra farens hånd, hvis døtrene var bedøvede under branden.

- Når vi ved mere om det, vil det sandsynligvis give anledning til yderligere spørgsmål til retsmedicinerne. De kan også komme med oplysninger, som vi ikke vil ønske at videregive til offentligheden, siger statsadvokat Tom Köpping.

- Vi har derfor besluttet, at vi tidligst fredag vil komme med en udtalelse, men det er ikke sikkert, siger statsadvokaten til Ritzau.

/ritzau/

Faren til to omkomne piger i en bilbrand ved Berlin er fortsat indlagt med brandsår. Sagen stadig uopklaret.

Offentliggjort Sidst opdateret