Fartkontrol i Nakskov, Vester Karleby og Torrig

Mens en stor del af landets øvrige politistyrke i disse dage er optaget af IOC-kongressen i København, så fortsætter færdselspolitiet fartkontrollerne på de lollandske landeveje.

Torsdag var der fartmålinger med både fotovogn og laserkontrol tre steder.

I Nakskov var fotovognen på plads på Maribovej fra klokken 09.39-12.39. 423 køretøjer blev kontrolleret, og af dem kørte de 47 hurtigere end de maksimalt tilladte 50 km/t.
11 havde så meget fart på, at de risikerer et klip i kørekortet, mens en blev noteret for at køre 85 km/t. og dermed står til en betinget frakendelse.

Senere fortsatte fotovognen kontrolarbejdet på Nakskovvej i Vester Karleby. Fra klokken 13.00-13.47 fik 95 trafikanter målt hastigheden på deres køretøjer, og fem af dem kørte hurtigere end de maksimalt tilladte 80 km/t. En enkelt blev noteret for at køre 125 km/t. og kan se frem til et klip i kørekortet.

På Bandholmvej i Torrig havde betjentene taget laserudstyret med for at måle bilisternes fart. 11 bilister blev stoppet for at overskride fartgrænsen på 50 km/t., og syv af dem står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 83 km/t. Kontrollen fandt sted fra klokken 16.45-18.25.

Færdselspolitiet var også torsdag på landevejene flere steder på Lolland for at måle trafikanternes fart.

Offentliggjort Sidst opdateret