Farvepatron spolerede bankkup i Vig

Hvem har set tre plettede bankrøvere?

Efter et røveri mod Danske Banks afdeling i Vig nord for Holbæk onsdag middag efterlyser politiet nu henvendelser fra folk, der har set røverne forsvinde.

De tre mænd kørte i en enten sølvgrå eller sort VW Golf, oplyser Carsten Andersen, talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi.

Tilsyneladende har de tre mænd kørt rundt i Vig i tidsrummet fra klokken 9 til 12.

Bilens nummerplade begynder med YZ 46, oplyser politiet, som meget gerne hører fra folk, der har lagt mærke til trioen.

Mændene truede personalet i banken med noget spidst i et forsøg på at få penge.

Men en farvepatron eksploderede kort efter, og gerningsmændene valgte at smide pengene fra sig.

/ritzau/

Tre mænd fik formentlig intet ud af at begå røveri mod en bank i Odsherred. Nu efterlyser politiet bilen.

Offentliggjort Sidst opdateret