Favel kørekort: Kørte 188 km/t. i 90 km-zone

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Over 400 bilister kan se frem til fartbøder efter flere fartkontroller på Lolland og Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

En bilist kan vinke farvel til sit kørekort, og tre andre var tæt på, efter at færdselspolitiet i dagene omkring weekenden var ude på fartkontrol med fotovognen på nogle af de lokale veje.

Værst stod det til på Sydmotorvejen på Falster-siden ved Guldborgsundtunnellen, hvor fartgrænsen er 90 km/t. Her holdt fotovognen fredag fra klokken 13.35 til 20.15.

I det tidsrum passerede 4.101 biler, og selvom langt de fleste overholdt fartgrænsen på de 90 km/t., så var der også 297, som ikke gjorde.

Af dem havde 33 så meget fart på, at de udover en bøde også kan se frem til et klip i kørekortet - og så var der en enkelt, som står til en ubetinget frakendelse efter at have overskredet fartgrænsen med mere end det dobbelte.

Den pågældende bilist blev ifølge politiets døgnrapport målt til at køre ikke mindre end 188 km/t., og det koster altså et farvel til kørekortet.

I løbet af weekenden var der også to fartkontroller i Nakskov-området. Her var der knapt så mange fartsyndere, men det blev alligevel til en del bøder.

Den første kontrol fandt sted på Højevej lørdag fra klokken 07.10 til 13.25. Her blev 37 taget i at overskride fartgrænsen på 50 km/t. En enkelt af disse kan se frem til et klip i kørekortet, mens en anden står til en betinget frakendelse efter at være blevet målt til 86 km/t.

Søndag var der endnu en fartkontrol - denne gang på Maribovej, hvor fotovognen holdt fra klokken 07.15 til 14.15. Her blev 80 målt til at køre hurtigere end de maksimalt tilladte 50 km/t. på strækningen.

Flere end hver fjerde af disse - 21 - havde så meget fart på, at de kan se frem til et klip i kørekortet, mens to andre kan se frem til en betinget frakendelse.

Højest målte hastighed var her 98 km/t., fremgår det af politiets døgnrapport.