140 personer blev anholdt, da der tirsdag eftermiddag opstod tumult foran retsbygningen i forbindelse med, at de mange personer ville ind og overvære et retsmøde.
Københavns Vestegns Politi har tirsdagen igennem arbejdet med at håndtere og afhøre de anholdte, og det har kastet flere sigtelser af sig. Fire personer er blevet sigtet for vold mod politiet.
I forbindelse med, at politiet ville visitere gruppen af uromagere, blev der blandt andet kastet flasker mod betjentene.
Ud over sigtelserne for vold er en person blevet sigtet for at have truet en af politifolkene på livet.
Ved anholdelserne valgte de tilstedeværende betjente både at benytte knipler og peberspray, og politifolkene var da heller ikke de eneste, som var bevæbnede.
I området omkring retsbygningen har politiet fundet flere genstande, som man betegner som slagvåben. Det drejer sig blandt andet om hamre, koben og rundstokke.
Derudover har politiet fundet, hvad man betegner som stikvåben, i form af en stjerneskruetrækker, en dartpil og tre knive.
Politiet var opmærksom på, at der kunne opstå uro ved retten. Indenfor skulle der nemlig foregå afhøring af folk fra bandemiljøet.
- Vi var godt forberedt og på forkant med situationen. Vi vil ikke acceptere den slags destruktiv adfærd ved retsmøderne, siger politiinspektør Michael Kristiansen.
Derfor valgte politiet allerede mandag at oprette en såkaldt visitationszone omkring retten.
Visitationszonen betyder, at politiet uden videre kan endevende lommer og køretøjer nær retsbygningen, normalt kræver det en vis mistanke. Visitationszonen gælder frem til den 28. marts.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at de 140 anholdte alle vil blive løsladt i løbet af tirsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde