Fem atleter fra Eritrea forsvundet ved VM i Aarhus
I forbindelse med et mesterskab i forskellige løbediscipliner er fem eritreanske atleter forsvundet.
Det er uvist, hvor fem atleter fra Eritrea befinder sig, efter at de torsdag forlod deres hotelværelser i Aarhus.
De fem personer er i Danmark i forbindelse med VM Cross, der er et mesterskabsarrangement inden for en række løbediscipliner.
Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at det var Dansk Atletik Forbund, som gik til politiet og fortalte om de savnede atleter.
- De har ikke deres pas med sig, da de er i delegationens besiddelse, skriver politiet.
Eritreanerne er indtil videre lovligt i Danmark. De har alle et visum, som gælder, så længe arrangementet i Aarhus varer.
Personerne forlod hotellet og er ikke mødt op til stævnerne.
- Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med de fem forsvundne personer. Såfremt man støder på dem, må man meget gerne kontakte politiet på telefon 114, lyder det i pressemeddelelsen.
Det er ikke første gang, at unge sportsudøvere fra udlandet er forsvundet i forbindelse med et stævne i Danmark.
I 2014 forsvandt 11 unge indere fra et håndboldstævne i Dronninglund i Nordjylland. Flere af dem blev fundet hurtigt igen og rejste hjem til Indien umiddelbart efter.
Også internationalt har der været eksempler på, at atleter har valgt at droppe at møde op til en konkurrence og i stedet har forladt stævnet.
Sidste år forsvandt 13 afrikanske atleter i forbindelse med Commonwealth Games, der blev afholdt i Gold Coast i Australien.
Ved de olympiske lege i London i 2012 handlede det tilsyneladende heller ikke blot om medaljer og sport, da flere atleter og medlemmer af den congolesiske delegation forsvandt i London.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde